BORD NR. 19

Med indledende betragtninger over Niels Bohrs komplementaritetsprincip.

Med kvantemekanikken i den atomare verden, formulerede Niels Bohr sit komplementaritetsprincip. Princippet betød, at man aldrig vil kunne anskue verden objektivt. Man kan ikke tale om anskuelige årsager, om konsekvenser eller om objektive sandheder. Enhver måling vil blive påvirket af den, som måler. Målingen siger ikke noget entydigt om det målte objekt. Eksemplet er en elektron, som i målingen kan fremtræde både som en partikel og som en bølge. Elektronen kan fremtræde som begge dele, men tilsyneladende vilkårligt og man kan ikke kontrollere hvor eller hvornår det sker. Man kan heller ikke, samtidigt, måle elektronens hastighed og position.
Videnskab ved jeg ikke noget om. Men som bekendt var Niels Bohr et intuitivt menneske, og at han, ikke mindst med den intuitive indstilling, var foregangsmand for en større indsigt i den atomare videnskab. – Men som videnskabsmand måtte han nødvendigvis søge belæg for sine intuitive indfald i begrebsmæssige tankebaner.
Her mener jeg Niels Bohrs problem lå: Den bag omliggende bevæggrund for fysikken, som vi ikke har tilegnet os begreber om, kan ikke bedømmes, og tænkes sammen, med de forstands begreber, ”med vore tilvante anskuelsesformer” (med Niels Bohrs egne ord) som vi hidtil har anskuet verden med. Denne binding betød, at Niels Bohr måtte beskrive verden med fænomener, som gensidigt udelukker hinanden; som klare modsætninger – som komplementære nødvendigheder.
Modsat Niels Bohr havde jeg ingen begrænsninger med mit lange arbejde i bordprocessen. Den var alene funderet i min intuitive vurdering af formerne, herunder ikke mindst hensyn til de konstruktive sammenhæng. Resultatet viste sig med en opmåling af Bord nr.19, hvor den flade abstrakte gengivelse, med tegninger som lå oven på hinanden, viste en meget præcis geometrisk samhørighed med bordet. Fænomenet var tilsyneladende et udtryk for hidtil ubrugte forbindelser i hjernen. Og med det geometriske resultat kunne de afvigende tilstande, som elektronen optræder på, måske beskrives entydigt, såfremt elektronen blev afkodede med den matematik, som kunne udledes af den geometri, der blev resultatet af min intuitive indsats.